XL-BYG logo

Artikel

Kronospan Klimagulv blev den bedste løsning

Der var hurtigt enighed om valget af gulvarme, da varmen til det nye Skødshovedgaard skulle etableres. Valget blev Klimagulv fra Kronospan i de nye godsbygninger.

Der var ikke megen tvivl hos vvs-installatør Finn Poulsen, da han skulle anbefale ejeren af Skødshovedgaard et varmeanlæg til de nye godsbygninger.

"Havde vi valgt små radiatorer til vores jordvarmeanlæg med varmepumper, skulle det levere så høje temperaturer, at økonomien ville være tvivlsom – og valgte vi i stedet lav temperatur ville det kræve store, skæmmende radiatorer," forklarer Finn Poulsen, der har haft vvs-firma i Gravlev i mere end 45 år.

Ingen radiatorer

Ejerens drøm var i virkeligheden, at der slet ikke var radiatorer i huset. Med store vinduer ud mod indmundingen til Kalø Vig ligger det nye Skødshovedgaard med storslået udsigt over de fredede marker og de flade strandenge – og her ville radiatorer være en barriere mellem inde og ude.

"Så valget var faktisk ret enkelt, fortæller Finn Poulsen, for Klimagulvet er det eneste rigtige til jordvarme med lav fremløbstemperatur. Det giver en god udnyttelse af varmen uden risiko for at vi overopvarmer trægulvene."

Lav byggehøjde

Skødshovedgaards gamle bygninger erstattes nemlig i denne tid med helt nyopførte – med sans for materialer og detaljer og udført efter gode danske håndværkstraditioner. Alle træbjælker i lofter er synlige, og gulvene på 1. sal er udført med gedigne plankegulve på gulvvarme.

"Vi valgte Klimagulve fra Kronospan, fordi vi havde brug for lille byggehøjde, så de synlige dækkonstruktioner kunne holdes så tynde som muligt, og fordi Klimagulve er enkle og ukomplicerede at udføre," uddyber Finn Poulsen.

"Du skal blot have styr på, hvor slangerne skal begynde og slutte. Har du et godt samarbejde med tømreren, fungerer det helt problemfrit. Oveni fik vi kompetent og professionel hjælp fra Kronospan til den helt rigtige opbygning af etagedækket," tilføjer Finn Poulsen.

Økonomisk besparelse

Klimagulve er det helt rigtige underlag for trægulve, hvor alu-plader sørger for den rette varmefordeling. Modsat gulvarme i tunge konstruktioner kan de reagere hurtigt på solindfald, så risikoen for overophedning på solrige dage reduceres – samtidig spares der varmekroner – og endnu flere hvis man vælger natsænkning på sit varmesystem.

Og så er det en rar fornemmelse at vide, at Klimagulve har haft et liv, før de blev til gulvvarmeplader – både CO2-neutralt og bæredygtigt. For op mod 90 % af råvarerne til gulvpladerne er genanvendt træ. Resten kommer fra bæredygtige danske skove. Samtidig er Klimagulvene de eneste gulv-varmeplader, der kan leveres Svanemærket.

Hør mere om Klimagulv fra Kronospan i din lokale XL-BYG.