RUM
BYGGER
Safety

PRODUKTER

Viser af produkter SE ALLE

ARTIKLER

Viser af artikler SE ALLE

LOKALSIDER

Viser af lokalsider SE ALLE
0

Drivhus eller orangeri – hvad skal jeg vælge?

Når du tager ud og kigger på drivhuse, kunne det være, du også skulle tage et smut forbi orangerierne. For det kan være, det faktisk er sådan et, du hellere vil have.

Du bliver nødt til at spørge dig selv, hvad det er, du drømmer om for at se, om det er et drivhus eller orangeri, du skal have. Har du lyst til at dyrke masser af grøntsager og nyde at spise dine egne afgrøder, eller vil du egentlig helst have et opholdsrum, hvor du også kan overvintre eksotiske planter?

Lad os prøve at se, hvad de største forskelle egentlig er.

Det almindelige drivhus

I drivhuset kan du dyrke den slags grøntsager og planter, der kræver mere varme end det danske vejr ellers tillader, som fx tomater og agurker. Har du grønne fingre er det ideelt for dig, som ønsker at sysle med planter og opleve glæden ved at høste dine egne grøntsager og krydderurter.

De mest almindelige drivhuse er omkring 8-12 m² stort med en taghøjde på omkring 2 meter i midten. Det er tit en fritstående konstruktion, der har glas på alle sider og i taget, og der er gerne en flisegang i midten, som ikke er isoleret.

Det er ret vigtigt at vide, for det gør, at du ikke kan bruge drivhuset til dyrkning eller ophold, når først vinteren sætter ind. Hvis du har lyst til at læse meget mere om drivhuse, har vi også lavet en stor infografik om dem, som du kan se på vores hjemmeside.

Det traditionelle orangeri

Et orangeri er til gengæld et slags udvidet drivhus, der kan minde lidt om en fritstående udestue. Det er både opvarmet og isoleret, så  derfor kan det bruges til at overvintre sarte eller eksotiske planter, der ikke kan tåle lave temperaturer eller frostgrader.

Men hvorfor kaldes det egentlig for orangeri? Det gør det, fordi den europæiske adel i 1700-tallet fik lyst til at dyrke eksotiske baljeplanter, som for eksempel appelsin-, lime- og citrontræer. Den slags planter og træer ville selvfølgelig ikke kunne tåle den hårde vinter, så hvis de skulle holde sig, skulle de flyttes indendørs. Derfor fandt de på at lave nogle meget højloftede bygninger  i træ, mursten og glas, hvor træerne så kunne blive opbevaret og overvintre. De lavede tit orangerierne meget store og flotte, så de også kunne bruges som en slags udestue om vinteren, hvor lyset og varmen kunne udnyttes. Når det så blev forår, bar de alle træerne og planterne udenfor igen.

Trenden i dag

Som du nok kan regne ud, var orangerierne meget dyre at bygge og vedligeholde, så derfor sås de kun hos adlen og overklassen indtil nu. Det har så ændret sig de seneste år, hvor de er ved at blive meget populære her i Danmark, fordi du nu kan få dem i mange forskellige størrelser og prisniveauer, så almindelige mennesker også har råd til dem.

De bygges stadig efter de gamle principper med højt til loftet, så træerne kan gro, og mange høje vinduer med rigtigt tag. Orangerier har normalt murstensbrystning og er opvarmet, fx med gulvvarme. Gulvet var oprindeligt med klinker, der blev dækket med ægte tæpper, men nu kan du også få dem med trægulv. De er typisk større end drivhuse og kan endda fås med adskillige rum. Et orangeri er også nogle gange sat i forlængelse af huset med muret nordside og vinduesdøre mod syd, som er ideelt, hvis du vil bruge det som havestue (se også vores artikel om byggetilladelser til drivhuse).

Du kan altså bruge et orangeri til både dyrkning, opbevaring og ophold.

Inden du vælger

Så inden du går ud og køber det ene eller andet, skal du tænke over, hvad du længes efter. Har du mest lyst til at rode med jorden og forlænge den danske sæson til at dyrke grøntsager, skal du nok vælge et drivhus, men har du mere lyst til at dyrke eksotiske træer og planter og få et opholdssted, der også kan bruges til hygge i de kolde vintermåneder, kan du vælge et orangeri og opføre en klassisk, smuk bygning, der ikke ligner en almindelig udestue.

XL-BYG Webshop ApS
Holmstrupgårdvej 20, 8220 Brabrand
CVRnr.: 36452943 | Tel.: +45 70264219 | Email: websupport@xl-byg.dk
Telefontid: Man.- tors. kl. 9.00-16.00 | Fre. 9.00-15.00
XL-BYG a.m.b.a. (Kædekontor)
Holmstrupgårdvej 20, 8220 Brabrand
CVRnr.: 26864100 | Tel.: Find XL-BYG | Email: info@xl-byg.dk
Åbningstider: Man.- tors. kl. 8.00-16.00 | Fre. 8.00-15.30
Luk
Luk