PRODUKTER

Viser af produkter SE ALLE

ARTIKLER

Viser af artikler SE ALLE

LOKALSIDER

Viser af lokalsider SE ALLE
0

Gode råd om montering af vinduer

Når du selv skal montere vinduer og døre, skal du være meget præcis i din opmåling og omhyggelig med isoleringen, så du undgår varmetab. Få flere gode råd her!

 

Læsetid: 2-3 minutter 

Korrekt opmåling

Når du bestiller nye vinduer, kan du vælge at opgive præcise karmmål eller hulmål. Fordelen ved hulmål er, at producenten selv kan udregne målet på vinduet, da de kender til det præcise antal mm der er påkrævet, for at der er plads til den rette isolering omkring vinduet.

Vælger du at opgive karmmål, fordi du blot skal erstatte et tidligere vindue, bør du tjekke, at der også tidligere er taget højde for ca. 12 mm fuge fra murstenene og til vinduet, da det giver den nødvendige plads til isolering.

Du skal være meget præcis i din opmåling af hulmål, således skal du måle bredden i både top og bund fra mursten til mursten. Desuden skal højden på hullet måles op i begge sider. Hvis målene varierer i højden eller bredden i hhv. top og bund samt i venstre og højre side, hvilket kan opstå i de tilfælde hvor hullet i muren er skævt, så bør du tage det mindste mål som gæld­ende.  

Husk isolering

Det er vigtigt at være omhyggelig med isoleringen, så du undgår varmetab gennem hulrummet mellem vinduet og murstenen. Læg derfor bagstop i form af glasuldstrimler i hulrummet. Herefter lægges der fugebånd hele vejen rundt ovenpå isoleringen. Der fuges efter med en elastisk fugemasse rundt om vinduet.

Ekstra besparelse

Nye energivenlige vinduer og døre, kan både give dig en lavere varmeregning og et bedre indeklima. Den nye frivillige energimærkningsordning gør det nemmere at vælge rigtigt.  Energivinduer inddeles i 3 kategorier – A, B eller C og samler dermed tidligere tekniske specifikationer som u-værdier, g-værdier osv. i et enkelt bogstav.

A-mærket gives til vinduer, der bidrager med energi, ved at være meget isolerende og/eller har et stort energibidrag af solenergi ved at tilføre mere gratis energi fra solen, end der forsvinder ud som varmetab. Øvrige vinduer mærkes med B eller C. 
I henhold til bygningsreglementet er C-klassen den laveste klasse, der må sælges til almindelige bygninger. 

Rigtigt værktøj

Med det rigtige værktøj ved hånden, sikrer du den bedste montering. Vi anbefaler at du har følgende værktøj til rådighed:
  • Lodstok eller vaterpas 
  • Hammer 
  • Trækiler eller oppustelige ”kiler” 
  • Klodser i krydsfiner eller lign. (vandfast materiale) 
  • Boremaskine/skruemaskine 
  • Karmskruer med stort hoved 
  • Bagstop i form af glasuldstrimler til isolering 
  • Fugebånd eller illmo bånd 
  • Elastisk fugemasse  

Sådan monterer du et 2 fags sidehængt vindue

Denne monteringsvejledning tager udgangspunkt i et vindue fra Outline. Husk altid at tjekke montagevejledningen fra producenten, da der ikke er én montage, der er ens for alle vinduer og døre.

Trin 1

Start med at skille vinduet ad, så du har selve rammen og karmen for sig. Det letter monteringen. Rammen er den del som åbnes, og karmen er den del som fastgøres i murværket.
 


 

Trin 2

Sæt karmen ind i vindueshullet. Den skal sidde ca. 3-5 cm fra forkanten af muren. Fastgør karmen med trækiler eller oppustelige "kiler". Det er vigtigt at afstanden mellem karm og mur er ens hele vejen rundt (ca. 12mm). Bundkarmen sættes i vatter og sidekarmene i lod.
 


 

Trin 3

Karmen fastgøres ved at bore for og skrue karmen i de sider, hvor hængslerne er placeret. Skruerne monteres fast så tæt på hængslerne som muligt og helst midt i mursten­ene. Det er vigtigt, at der lægges formstabile klodser i fx krydsfiner mellem karm og murværk, der hvor skruerne isættes. Det er for at undgå at karmen buer ved fast­spænding. Der anvendes karmskruer med stort hoved.
 


 

Trin 4

Sæt vinduesrammerne i karmen og check at vinduet kan åbnes og lukkes uden problemer, og at der lukkes jævnt til hele vejen rundt.
 


 

Trin 5

Efter fastgørelsen lægges der bagstop hele vejen rundt i form af glasuldstrimler til isolering (ca. 2-3 cm fra forkanten). Herefter lægges der fugebånd hele vejen rundt ovenpå isoleringen.

 
 

Trin 6

Til sidst fuges der med en elastisk fugemasse eller illmobånd rundt om vinduet. Hvis det er et træ/alu vindue, er det vigtigt at lægge fugen på trædelen, så der stadig er luft mellem træ- og alu-delen.
 
 

Var artiklen god?

0
0

Del artiklen

Relaterede produkter

XL-BYG Webshop ApS
Holmstrupgårdvej 20, 8220 Brabrand
CVRnr.: 36452943 | Tel.: +45 70264219 | Email: websupport@xl-byg.dk
Telefontid: Man.- tors. kl. 9.00-16.00 | Fre. 9.00-15.00
XL-BYG a.m.b.a. (Kædekontor)
Holmstrupgårdvej 20, 8220 Brabrand
CVRnr.: 26864100 | Tel.: Find XL-BYG | Email: info@xl-byg.dk
Åbningstider: Man.- tors. kl. 8.00-16.00 | Fre. 8.00-15.30
Luk
Luk