PRODUKTER

Viser af produkter SE ALLE

ARTIKLER

Viser af artikler SE ALLE

LOKALSIDER

Viser af lokalsider SE ALLE
0

Opsætning af gipsvægge

Trænger du til forandring derhjemme? Så er en gipsvæg måske løsningen. Du kan selv sætte den op og skabe nye rum i huset. Få en trin for trin vejledning her.

Læsetid: 4-5 minutter 

Sådan opsætter du en gipsvæg

Er din bolig ikke indrettet, så den tilfredsstiller dine aktuelle behov, eller har du lyst til et computerrum, hvor du eller børnene kan få mere frit spil uden at forstyrre resten af familien?

Tag en rundtur i dit hjem. Forstil dig, at den ene fløj af den store vinkelstue blev forvandlet til et praktisk alrum, eller det alt for store soveværelse blev delt op i to gode børneværelser.

Det tager som regel ikke mere end en weekend at gøre drømmen til virkelighed. Du behøver ikke være uddannet håndværker for selv at lave en god skillevæg med gipsplader.

Gips er et byggemateriale med gode tekniske og miljømæssige egenskaber. Gipsplader kan umiddelbart virke skrøbelige, men det er kun indtil de er monteret. Herefter er konstruktionerne utrolig stabile. Pladerne er billige, nemme at arbejde med, og der skal ikke bruges tid til udtørring som ved murede vægge.

Planlægning

Under planlægningen er det vigtigt at gøre sig klart, hvilke krav du vil stille til den nye skillevæg. Til interne skillevægge findes der ingen lovmæssige krav om lyd- eller brandisolering mellem de enkelte rum. Væggens højde har indflydelse på dimensionen af de stolper, der skal bruges, ligesom afstanden mellem dem skal afstemmes efter pladebredden. Antallet af pladelag har betydning for væggens stabilitet og lydisolering.

Vådrum

Gipsskillevægge omkring badeværelser eller andre vådrum skal udføres efter særlige anvisninger.

Fordele ved to lag gips

Ved at optimere husets basiskonstruktioner (vægge/lofter) opnås øjeblikkelige kvalitetsmæssige fordele. Brug derfor altid to lag gipsplader på alle skillevægge.

Skelet

Det er nemmest at bruge moderne stålprofiler, som tilpasses med en pladesaks. Stålprofilerne er stærke, rette, tørre og slår sig ikke ved ændringer i fugt- og temperaturforhold. Man kan dog også anvende træstolper.

Gipsplader

Til skillevægge anvendes 13 mm standardgipsplader med spartelforsænkning på langkanterne. Ved normale rumhøjder anbefales det at bruge plader i fuld højde.

Profiler

Til interne boligvægge anbefales det at bruge 70 mm brede profiler op til en højde af 4,0 m. Ved mindre væghøjder, eller hvor lydisoleringen ikke prioriteres så højt, kan der anvendes 45 mm brede profiler.

Skruer

Der skal anvendes skruer, som er specielt beregnet til gipsplader og afstemt efter underlagstypen. Det er vigtigt, at skruerne monteres rigtigt. Det vil sige, at de skal undersænkes så meget, at der kan spartles hen over dem. Pas på ikke at undersænke så meget, at kartonen på pladerne bliver beskadiget.

Guide - Sådan gør du

Trin 1 - Mål op og markér

Mål op og markér skillevæggens placering på gulv, loft og vægge. Vær omhyggelig med opmålingen og brug en lodstok.

Trin 2 - Fastgør bundskinnen

Fastgør bundskinnen i begge ender og ellers pr. 600 mm. Afhængigt af underlaget bruges søm, skruer eller dybler.

Trin 3 - klip skinnerne

Klip skinnerne med en pladesaks. Klip først de to sideflanger, buk derefter skinnen og klip bunden over.

Trin 4 - Sørg for rigtig højde

Klip stolperne så de får den rigtige højde (ca. 10 mm mindre end det stramme mål). Klip på samme måde som i pkt. 3.

Trin 5 - Placér første stolpe

Første stolpe placeres ved den eksisterende væg. Stolpen fastgøres som i pkt. 2. Husk at kontrollere, at stolpen er lodret.

Trin 6 - Placér loftskinnen

Placer herefter loftskinnen ovenpå stolpen. Brug en ekstra stolpe til at fastholde skinnen til loftet, indtil den er fastgjort.

Trin 7  - Fastgør stolpen

Stolpen vendes på tværs, stikkes ind mellem skinnernes flanger og drejes, så den klemmes fast mellem flangerne. Stolperne fastgøres med Knauf Danogips skrue R/R 13 eller fixertang.

Trin 8 - Sørg for korrekt afstand

Til 900 mm plader skal stolpeafstanden være 450 mm fra stolpemidte til stolpemidte, også over evt. dørhuller. Afstanden fra væg til første stolpe skal være 400 mm.

Trin 9 - Tilpas pladerne

Pladerne tilpasses, så de er 10-15 mm kortere end rumhøjden. Brug en stållineal og en hobbykniv. Skær først gennem kartonen på forsiden og knæk pladen bagover.

Trin 10  - Vend og skær

Vend pladen om og skær herefter bagsidekartonen igennem. Ved dørhul saves den korte kant med en fintandet fukssvans, og den længste side skæres med hobbykniven.

Trin 11 - Skru plader fast

Pladerne skrues til profilerne med Knauf Danogips skrue RA25 (1 x 13) eller RA35 (2 x 13). Skruerne forsænkes, så de kan spartles over. Undgå at ødelægge kartonen.

Trin 12 - Montér gipspladerne

Pladerne monteres med de kartonklædte spartelkanter mod hinanden. Ved flere pladelag skal kanterne være forskudt for hinanden. Langs kanter skrues pr. 200 mm og på midten pr. 300 mm. Ved inderste pladelag fastgøres pladen pr. 600- 800 mm.

Trin 13 - Montér el-installationer og isolering

Når den ene vægside er beklædt monteres evt. el-installationer og isolering. Isoleringen må ikke presse på pladerne.
 

Trin 14 - Beklæd den anden vægside

Herefter beklædes den anden vægside med et eller to pladelag, nøjagtig som den første vægside.

Spartelprodukter

Med plader og spartelmasse fra Knauf Danogips er det let at lave vægge, hvor pladesamlingerne bliver usynlige. Spartelmassen limer pladerne sammen, så de bliver lige så stærke som selve pladen. Det er vigtigt, at der benyttes spartelmasse, som er fremstillet specielt til gipsplader, og at arbejdet udføres, som angivet af Knauf Danogips. Knauf Danogips har flere typer spartelmasse specielt fremstillet til gipsplader. F.eks. Knauf Danogips Grund til første gang spartling og Knauf Danogips Finish til efterfølgende spartellag eller Knauf F2F Filler to Finish, der kan bruges til alle spartellag.

Sparteltape

Alle samlinger skal forstærkes med Knauf Danogips sparteltape, en papirtape, der klæbes fast med spartelmassen. Til indadgående hjørner og til overgange mellem væg/skråvæg og loft skal man ligeledes bruge papirtapen.

Spartel princip

  1. Første spartellag
  2. Papirtape ilægges spartelmassen
  3. Andet spartellag
  4. Tredje spartellag

Slibning

Slibning må først ske, når spartelmassen er gennemtør. Pas på
ikke at beskadige gipspladernes kartonoverflade. Brug fint
sandpapir på træklods.

Overfladebehandling og ophæng

Gipsplader er et ideelt underlag for næsten alle typer overfladebehandlinger og nemme at færdiggøre med det ønskede udtryk. Tapet, maling, glasvæv, strukturpuds eller fliser. Gipspladens overflade skal blot forbehandles med en efter beklædningstypen afstemt grunder/primer.

Det er nemt at hænge ting op på en gipspladevæg. Til lette ting bruges x-kroge (skillerisøm). Ellers skal der bruges plugs specielt til gipsplader (f.eks. Knauf Danogips Rosett eller Let Rosett).

Ved 2 lag plader klarer en Rosett Rød op til 70 kg. Meget tunge ting kræver forstærkning inde i væggen.

Var artiklen god?

0
0

Del artiklen

Relaterede produkter

XL-BYG Webshop ApS
Holmstrupgårdvej 20, 8220 Brabrand
CVRnr.: 36452943 | Tel.: +45 70264219 | Email: websupport@xl-byg.dk
Telefontid: Man.- tors. kl. 9.00-16.00 | Fre. 9.00-15.00
XL-BYG a.m.b.a. (Kædekontor)
Holmstrupgårdvej 20, 8220 Brabrand
CVRnr.: 26864100 | Tel.: Find XL-BYG | Email: info@xl-byg.dk
Åbningstider: Man.- tors. kl. 8.00-16.00 | Fre. 8.00-15.30
Luk
Luk