
Læsetid:
1-2 minutter
Her har vi fjernet et gammelt gulv og der er nu kun få rester af gammel gulvspartel og lim tilbage. Gulvet er pænt jævnt, kun på et mindre område er det nødvendigt at jævne ud med selvnivellerende gulvspartel.
TRIN 1
De sidste ujævnheder fjernes. Her bruges en kantsliber, men du kan også slibe med papir på en klods.

TRIN 2
Lavere områder fyldes med selvnivellerende gulvspartel. Rør den selvnivellerende gulv-spartel op med vand efter brugsanvisningen og rør blandingen godt igennem.

TRIN 3
Hæld massen ud på det laveste sted, så flyder blandingen så godt som selv ud hvor den skal.

TRIN 4
Man kan hjælpe den flydende masse lidt på plads med en pigtromle, hvis man ønsker at trække den lidt ud.

TRIN 5
Så er gulvet klar til fliselægningen. Læg en række fliser ud for at finde ud af hvordan det passer bedst med mindst spild. I dette tilfælde passede det med knap en halv flise ved siderne.

TRIN 6
Afmærk hvor den første række fliser skal placeres og spænd en snor ud til at lægge efter.

TRIN 7
Her er alt hvad der skal bruges: Fugesnor, tandspartel og fliseklæber.

TRIN 8
Start evt. med at smøre klæber på bagsiden af fliserne til de første par fliser. Derefter er det nemmest og hurtigst at smøre klæberen på gulvet.

TRIN 9
Så er den første række fliser på plads.

TRIN 10
Derefter arbejdes fra den midterste række ud mod siderne.

TRIN 11
Det er nemmest at lægge alle de hele fliser først og slutte af med de fliser, der skal skæres til.

TRIN 12
Så er alle de hele fliser lagt, kun kanten rundt om mangler.

TRIN 13
Lej en fliseskærer for en dag eller køb en. Det tager ikke mange sekunder at skære en flise til, når man i gang.

TRIN 14
De fliser der skal skæres til omkring et hjørne skæres rimelig nemt med en vinkelsliber – her er det bedst at gå udendørs, så hele kælderen ikke støver til.

TRIN 15
Smør klæber på bagsiden af fliserne og læg dem på plads.

TRIN 16
Fliserne fuges ud med fugemasse, der køres diagonalt henover fugerne. Sørg for at fugerne er fyldt helt ud.

TRIN 17
Lad fugemassen tørre et stykke tid, men ikke for længe.

TRIN 18
Den overskydende fugemasse vaskes af med vand og en svamp. Fugemassen synker til bunds i spanden, så det er ikke nødvendigt at skifte vandet hele tiden.

TRIN 19
Til sidst poleres fliserne helt rene med tørre klude.

Del artiklen