XL-BYG logo

Artikel

INSPIRERET AF LIMFJORDEN

Solide produkter og æstetiske designs

Limfjorden giver Wimex liv

I bunden af Limfjorden – i Skive – ligger Wimex trygt placeret, og det har givet inspiration til de forskellige produktserier i komposit, fibercement, sibirisk lærk samt varmebehandlet termofyr.

Wimex’ sortiment er derfor delt op i syv forskellige produktserier, der hver især er inspireret af et sted, en by, ø eller skov i og omkring Limfjorden. På den måde får du et lille stykke af et helt specielt sted med hjem til din egen terrasse.

FUR – terrasse og hegn i komposit

Fem minutters færgefart fra Branden i Nordsalling er det eneste, der skal til for at komme i land på Limfjordens perle, Fur. Placeret i hjertet af Limfjorden er øen blevet formet i millioner af år til et smukt og næsten magisk sted.

Øens historie tager nemlig udgangspunkt i moleret, der allerede fra istiden har skabt de lodrette klinter og molergravene på den nordlige del af øen. Her møder du også Bette Jens’ Hyw, Furs højeste punkt, der stolt troner 75 meter over havet.

Fra toppen af Bette Jens’ Hyw er det muligt at overskue hele øens fortræffeligheder, historie og naturskønne omgivelser. Alle sanserne er i spil, når du på toppen for alvor mærker Furs charme.

Charmen er generelt nem at få øje på, når du bevæger dig rundt på Danmarks måske skønneste ø. Øl, lokale fiskeretter og fantastiske pandekager er nemlig smukt forenet med øens skønne, gavmilde og gæstfrie beboere, der altid har tid til en snak og en røverhistorie.

Charmen, historien og den smukke indpakning får du også i Wimex’ Fur-serie, der lige siden begyndelsen har været en fast del af sortimentet. Derfor det stilrene og klassiske udtryk.

JENLE – terrasse i komposit

Udsigten til Limfjorden i forhaven og skov som nærmeste nabo er ikke til at tage fejl af. Det gule kunstnerhjem Jenle ligger naturskønt og fredeligt placeret. Et optimalt sted for fordybelse og inspiration til kunstneriske værker og fantastisk lyrik.

Dermed også optimalt for kunstnerparret Jeppe og Nanna Aakjær, der flyttede ind i Jenles hovedbygning i 1907. Husets arbejdsværelse, der har en unik udsigt til Limfjorden, var rammen for en betydelig del af den kendte digter Jeppe Aakjærs værker, der var beriget med stemningsfyldt naturlyrik.

Med Nannas fantastiske snedkerier og kunsthåndværk skabte parret et hjem, der den dag i dag som museum emmer af mange års kunsthistorie. Det er det første møde med Jenle et glimrende eksempel på.

I den gule facade står nemlig et digt af Jeppe skåret ind i en egeplanke skabt af Nanna. Et kunstværk, der forener Jenle og ægteparrets hånd og ånd. Nannas formgivende hænder og Jeppes imponerende lyrik.

Det samme kommer til udtryk i Jenle-serien, hvis brædder har et unikt, naturtro og næsten kunstnerisk farvespil. Her er det gode håndværk forenet med et flot ydre. Den perfekte ramme til dybe samtaler i Jeppe Aakjærs ånd.

Glyngøre – terrasse og hegn i komposit

Det er umuligt at nævne Glyngøre, uden tankerne straks koncentrerer sig om fiskere og farverige kuttere. Selvom der er færre fiskekuttere end i havnens storhedstid, emmer atmosfæren stadig af den autentiske og unikke havnekultur.

Det er kutterne ’Musse II’ klædt i grønt og ’Blackie’ klædt i blåt to fantastiske eksempler på. Trygt ligger de blandt de andre kuttere med udsigt til den lange, rødbrune og ikoniske Stærkassen, der efter mange år stadig fungerer som fiskernes redskabshus på havnen.

Ikke langt fra det lige så ikoniske Æ Kassehus, som fra 1917 til 80’erne husede et livligt fabrikationsmiljø for sildekasser, og som nu fungerer som lokalt samlingspunkt og dynamo for aktiviteter på havnen hele året rundt.

Og det er bare havnen, for Glyngøre er meget mere end det. Naturen, lystbådehavnen og badestrandene er bare nogle af de besøgsmål, som giver vitaminer til sjælen.

Den fantastiske udsigt mod fjordens måske smukkeste lystbådehavn, forkælelsen i næsebordene fra de mange grill og harmonikamusikken på kajen er krydderierne til den perfekte aften i Glyngøre.

Netop den sanse-eksplosion, samlingspunktet Æ Kassehus, de farverige kuttere og fiskerkulturens hårdførhed får du i Glyngøre-serien. Serien er nemlig kendt for sin modstandsdygtige overflade og levende farvespil, der skaber et uderum inspireret af fællesskabet på havnen.

LIVØ – terrasse i komposit

Livø er kendt som Limfjordens grønne paradis. En grøn oase midt i Limfjorden, hvor ro, natur og fordybelse er i højsædet, og hvor bilerne, motorcyklerne og hundene bliver stående på fastlandet. Samme fredfyldte stilhed skal du lede længe efter andre steder.

Stilheden bliver kun brudt af den hyggelige summen på lystbådehavnen, samtalerne i den beskedne bymidte og pudslen fra øens rige dyreliv. På Livøs karakteristiske, fredede og utilgængelige tap mod syd lever der nemlig sæler, mens rådyr og dådyr ofte er at opleve i skovene og på markerne.

Det er ikke for sjovt, at Naturstyrelsen kalder øen for Naturens Stillekupé, for det er lige præcis det, øen er indbegrebet af. Et grønt paradis for dem, der vil koble af fra hverdagens stress og jag i øens stilhed og autenticitet.

For hvem behøver egentlig biler og en fyldt indbakke, når den friske fjordluft er til fri afbenyttelse, og fuglene synger om kap i vilden sky. Her er der tid til fordybelse i nogle af Limfjordens smukkeste omgivelser.

Livøs smukke, naturlige udtryk samt den ro, det grønne paradis giver, er de samme elementer, som du finder i Livø-serien, som er Wimex’ mest livagtige bræt til dato.

KRABBESHOLM – terrasse i sibirisk lærk

I bunden af Limfjorden, nærmere bestemt Skive Fjord, ligger den smukke og idylliske Krabbesholm Skov østvendt og med udsigt ud over fjorden. Skoven ligger derfor i læ for de vestenvinde, der ellers kan være så barske for egnens plantevækst.

I første parket til farverige solopgange rejser skoven sig langs Strandvejen i Skive lige ved siden af havnen. Den samme havn, hvor vi får sejlet vores sibiriske lærk ind, et stenkast fra vores hoveddør, efter en lang rejse fra de sibiriske skove.

Savværkerne, som håndterer vores råtræ, varetager bæredygtighed og miljø på en forsvarlighed måde. For ligesom vi nyder vores nabo Krabbesholm Skov, sørger vi også for at passe på de sibiriske skove langt fra havnen i Skive.

Krabbesholm Skov emmer nemlig af en masse liv. Rig og indbydende natur, spændende vandreruter, spirende kreativitet på Krabbesholm Højskole og kolonihaver i skovens indre er alt sammen med til at få Krabbesholm Skov til at summe.

Den samme summen forsøger vi at skabe med vores Krabbesholm-serie i den meget smukke træsort, sibirisk lærk. Seriens navn er naturligvis inspireret af den sibiriske lærks lange rejse fra Sibirien til havnen i Skive lige ved siden af Krabbesholm Skov.

TREND – terrasse og hegn i varmebehandlet træ

Trend er et rekreativt skovområde, hvor strand, skov, frodige marker, dyre- og planteliv er smukt forenet med udsigt ud over Limfjorden som nærmeste nabo mod vest.

Med en vestvendt placering følger der oftest også en sårbarhed over for hårdt klima, vind og omskifteligt vejr. Det oplevede skoven i 1981, hvor en storm jævnede over to tredjedele af den gamle skov med jorden.

Det har dog ikke slået den over 100 år gamle skov ud, som i årene efter har vokset sig større og stærkere med den kongelige jagthytte som skovens hjerte. Her har kongefamilien siden 1935 nydt mange gode stunder med både juleferier, fødselsdage og jagter med hytten som udgangspunkt.

Den samme hyggelige atmosfære rummer skoven, der indbyder til fordybelse, meningsfulde samtaler og lange gåture.

Gåture, der altid bør ende ved den store skovs vestligste spids, hvor himmelen, Limfjorden, ja, faktisk hele verden åbner sig lige for øjnene af én. Her fra udkanten af skoven og ned til stranden er der mulighed for at sige på gensyn til solen, der bag Fur og Livø i horisonten smukt kravler om på den anden side af jorden.

Den samme følelse kan du få med vores Trend-serie. Serien er kendt for det varmebehandlede træ, der ligesom Trend Skov ikke er til at slå ud af kurs – heller ikke efter en voldsom storm.

AALBORG – hegn i fibercement

Aalborg har med dens over 1.000 års lange historie stået stolt ved Limfjorden som Nordjyllands hovedstad, og forskellige udtryk har formet byen til, hvad den er i dag – alsidig.

Du får nemlig inden for en beskeden radius masser af friluftsoplevelser, en sprudlende madscene, en pulserende midtby, kunst og kultur samt en indbydende havnefront mod Limfjorden, der er enhver anden storby værdig.

For Aalborg er nemlig en lille storby i sig selv med sin helt egen, omfavnende stemning med oplevelser for store og små. Attraktionerne og oplevelserne står i kø, hvor du det ene øjeblik er tæt på kunsten på byens ikoniske kunstmuseum, og det næste øjeblik bader ved Fjordparken i vest.

Ikke langt fra Limfjorden, der som en snoning deler Aalborg og Nørresundby mod nord, er der i mere end 130 år gravet kridt i den store Rørdal Kridtgrav. Kridt, der har været en vigtig bestanddel af områdets cementproduktion og byens erhvervsliv.

Rørdal Kridtgravs store betydning for byens cementproduktion har været én af inspirationskilderne til, at vi kalder vores hegn i fibercement for Aalborg. Seriens alsidige looks i træ, beton og mursten passer ligeledes ind i den nordjyske hovedstads forskellige udtryk.