XL-BYG logo

Artikel

Hvad siger hegnsloven?

Vi sætter alle pris på et godt naboskab og en hyggelig snak over hækken. Desværre kan der ske det, at der opstår nabostrid om selve hækken eller det hegn, der adskiller den ene grund fra den anden. Hegnsloven beskriver de regler, der gælder for opsættelse og vedligeholdelse af et hegn. Vi har lavet en oversigt med de mest centrale regler i loven.

Det er vigtigst at slå fast, at langt de fleste uenigheder om hække, plankeværker og andre former for hegn kan løses ved en stille og rolig snak mellem de involverede naboer. Start derfor altid med en samtale og brug kun hegnsloven som sidste mulighed. En god dialog er oftest det bedste, men derfor er det alligevel en god idé at kende til de regler, der er beskrevet i hegnsloven. Bemærk, at hegnsloven ikke gælder i København. Her skal du undersøge kommunens lokale vedtægter.

Hvad definerer et hegn?

Følgende er defineret som hegn: Hække (også kaldet levende hegn), hegn opført i træ (plankeværk), hegn opført i metal, hegn opført af sten og såkaldte mindre bygningsdele (som regel garager eller skure).

Se udvalget af hegn på XL-BYG.DK

Fælleshegn, egne hegn og indre hegn

Nu har vi afklaret, hvad der går under betegnelsen hegn – men der er lidt yderligere grundregler at forholde sig til. Hegn kan nemlig kategoriseres i tre forskellige typer:

  • Fælleshegn står i skellet mellem to naboer. Et fælleshegn vedligeholdes af begge parter.

  • Egne hegn står langs med skellet på din grund. Afstanden fra skellet til dit eget hegn er maksimalt 1,75 meter, og hegnet er opsat, betalt og vedligeholdt af dig.

  • Indre hegn er betegnelsen for hegn, der enten står længere end 1,75 meter inde på din grund eller ikke følger skellet (det kunne fx stå vinkelret på skel). For indre hegn gælder hegnsloven ikke, men derimod naboretten. Indre hegn betales og vedligeholdes af dig selv.

Hvad er et skel?

Et skel viser, hvor grænsen præcist går mellem to grunde. Skellet er opmålt af en landinspektør, der har sat skelpæle til at markere grundenes hjørner. Disse skelrør er typisk i metal og banket ned i jorden. Kan du ikke finde skelpælene, kan landinspektøren foretage en ny opmåling og sætte nye skelpæle.

Når du skal anlægge nyt hegn eller plante en hæk

Godt naboskab bygger på, at man gennem samtale når til enighed om, hvordan hegnet skal se ud. Et levende hegn er smukt, men kræver klipning, og et plankeværk kan måske være for bombastisk. Det er derfor vigtigt, at der er enighed om både fælleshegnet og eventuelle egne hegn.

Her er et par gode tommelfingerregler, der fremmer det gode naboskab:

  1. Du skal være enig med din nabo om opsætning eller ændring af fælleshegn.

  2. Ønsker du at opføre et eget hegn, har du pligt til at informere din nabo mindst 1 måned, før du opfører, planter eller ombytter et eget hegn på din egen grund.

Så længe der er enighed, er der næsten ingen regler

Så længe du er enig med din nabo, bestemmer I selv, hvilken form for hegn, der skal være i
skellet. I bestemmer også selv hegnets eller hækkens højde. Og I bestemmer, hvordan omkostningerne og vedligeholdelsen skal fordeles.

Der kan imidlertid være særlige offentlige eller private regler, alt efter hvor du bor. Derfor skal I undersøge, om der er lokalplaner eller særlige byplanvedtægter. Der kan også være vedtægter i grundejerforeningen, eller der kan være særlige tinglyste dokumenter på ejendommene.

Hvad siger hegnsloven?

  • Som udgangspunkt er et traditionelt hegn 1,8 meter højt, og højden må ikke overstige 2 meter uden naboens samtykke.

  • Hække skal klippes én gang om året til en højde af 2 meter eller til den højde, hegnsynet har fastsat. Både du og din nabo er derfor forpligtigede til at klippe jeres fælles hæk (typisk står man for hver sin side af hækken og klipper halvejs ind på toppen).

  • Bygningsdele og hegnsmure på over 1,8 meter er ikke omfattede af hegnsloven, men af bygningsreglementet.

  • Træer er også omfattet af hegnsloven, hvis de udgør et hegn og strækker sig over en væsentlig del af skellets længde. Dog skal der være tale om ensartede træer, som har sidegrene ned til jordoverfladen, og træerne skal stå så tæt, at man ikke kan se igennem dem. Træerne skal være plantet maksimalt 1,75 meter fra skel og skal vedligeholdes som et normalt hegn (klippes og beskæres). Enkeltstående træer er ikke omfattede af hegnsloven, men af naboretten.

  • Du kan kræve hegn opsat i skellet, også selvom din nabo er imod det – medmindre der allerede findes et eget hegn mellem din og din nabos ejendomme.

Opfører du et eget hegn, må det ikke være højere end fælleshegnet plus afstanden fra skellinjen og dit eget hegn (altså: hvis du opfører et eget hegn 0,5 meter fra skelhegnet, så må dit eget hegn være 2,3 meter højt). Det må dog ikke beskadige fælleshegnet.

Hvad gør du, hvis du ønsker at benytte dig af hegnsloven?

Hvis du og din nabo ikke kan komme til enighed om jeres fælleshegn eller vedligeholdelsen, eller hvis der er uenigheder om egne hegn, så kan der begæres et såkaldt hegnssyn.

Hegnssynet er et tvistnævn, der indkalder til et forhandlings- og besigtigelsesmøde, der har til formål at skabe et forlig mellem dig og din nabo. Opnås der ikke enighed, vil hegnssynet afsige en kendelse, som du og din nabo har pligt til at følge.

Du kan indkalde til hegnssyn gennem din kommune. Vil du anke hegnssynets kendelse, skal det gennem domstolene. Prisen for et hegnssyn betales af den part, der ikke får medhold af hegnssynet. Ved forlig deles regningen.



Viser 8 ud af 48 produkter