Artikel
Det gælder om at vælge den helt rigtige mørtel eller beton, når du skal klare de forskellige mureropgaver i huset. Her får du en gennemgang af de forskellige mørtel- og betontyper, hvor de kan og skal anvendes, og hvor meget du skal bruge til de forskellige opgaver.
Til almindelige, dagligdags mure- og pudsearbejder i nyere huse - det vil sige huse bygget efter 1950 - er en (stærk) cementbaseret mørtel det rigtige valg. Er der derimod tale om huse fra omkring 1900 eller før, vil der til opmuring og pudsning ofte være anvendt mørtel uden cement, og her vil en såkaldt kalkmørtel være det rigtige valg.
En typisk all-round cementbaseret mørtel sælges under betegnelsen KC 50/50/700.
Det er en kalk/cement-type (KC) og tallene viser at mørtlen består af 50 kg cement, 50 kg kalk og 700 kg sand (tør vægt).
En meget anvendt kalkmørtel til ældre byggeri er fx KKh 35/65/500, som består af 35 kg kalk, 65 kg hydratkalk og 500 kg sand.
Vægten af bindemidler udgør altid samlet 100 kg, fx 50 kg cement og 50 kg kalk i KC-mørtlen. Hvis der tilsættes mindre sand, bliver mørtlen stærkere og omvendt bliver den svagere, når der tilsættes mere sand. Det samme gælder for indholdet af kalk (og hydratkalk) i kalk-mørtlerne.
Indeholder kun kalk som bindemiddel, og mørtlen hærder, når kalken kommer i forbindelse med luft. Mørtlen hærder temmelig langsomt i forhold til de andre mørteltyper.
Indeholder kun cement som bindemiddel, og mørtlen hærder, når vand og cement blandes. Cementmørtel har meget stor styrke, men svinder tilsvarende kraftigt under hærdningen.
KC-mørtel indeholder både kalk og cement som bindemiddel, og det betyder, at mørtlen hærder samtidigt ved to forskellige processer. De to bindemidler kan inden for ret vide grænser fremhæve og undertrykke de mørtelegenskaber, som er karakteristiske for hvert af bindemidlerne.
KC-mørtlen hærder, både når cement og vand blandes, og når bindemidlet kalk kommer i kontakt med luft.
Det gælder altid, at jo mere cement en KC mørtel indeholder, desto stærkere er den, og for kalkmørtlens vedkommende gælder det, at jo mere hydraulisk kalk den indeholder, desto stærkere er den.
Men det er ikke altid en god ide at vælge den stærkeste løsning. En god tommelfingerregel er, at man aldrig må anvende en stærkere mørtelblanding end den, der allerede er anvendt til fx opmuring eller pudsning!
Mange af mørtel-typerne fås i en tør og en våd udgave. Tørmørtlen er altid helt færdigblandet; der skal kun tilsættes vand. Det sikrer, at du altid får et helt ensartet resultat fra gang til gang. Vådmørtlerne indeholder ikke cement, det skal du selv tilsætte, og det kan godt gi’ problemer med den ensartede kvalitet fra gang til gang, hvis du fx bruger en større eller mindre skovlfuld cement, når du blander mørtlen.
Valg af mørtel spiller en stor rolle for det færdige, holdbare resultat. Det gælder dog også om at bruge den rigtige teknik.
Mørtel kan enten blandes med en (kraftig) boremaskine med piskeris - eller det kan ske i en blandemaskine. Brug altid den præcise mængde vand (se på emballagen) og bland til du får en ensartet mørtel uden klumper. Mørtlen er blandet korrekt, hvis du kan lave et aftryk med murerskeen, og aftrykket bliver stående. Hvis aftrykket flyder sammen, er der brugt for meget vand – hvis mørtlen ikke kan samle sig, er der brugt for lidt vand.
Beton blandes i en blandemaskine. Fyld først halvdelen af den angivne mængde vand i blandemaskinen, start den, og tilsæt så resten af vandet og den aktuelle mængde (tør)beton. Lad maskinen køre til blandingen er ensartet, jordfugtig og uden klumper - det varer typisk 4-5 minutter.
Lange vandrette ledere støbes i underlaget med cirka 1 meters afstand. Sørg for, at lederne er støbt vandret og i samme højde. Når lederne er tørre nok, skal du lægge beton ud med en skovl mellem lederne i 3-4 cm tykkelse. Ret betonoverfladen af med det samme ved at trække et pudsebræt oven på lederne. Herefter glittes betonen.
Efter støbningen er det en god ide at beskytte betonen mod for hurtig udtørring og dermed følgende svindrevner. Dæk overfladen med plastfolie de første par dage; det hjælper med at holde på fugten.
Bland stolpebeton som angivet på emballagen. Brug endelig ikke for meget vand – konsistensen skal være som fugtig jord. Anbring stolpen, sørg for at den er lodret på begge leder og stiv den af med et par brædder og skruetvinger. Fyld beton i hullet - gerne op over jordhøjde og ret beton af, så der er fald væk fra stolpen. Hvis beton støbes op over jordhøjde, forlænger det stolpens levetid.
Rigtigt udførte fuger forlænger facadens levetid. Derfor er det vigtigt at fylde fugen helt ud med fugemørtel og trykke den godt sammen. Skær fugen ud til minimum 15-20 mm dybde.
Fuger bør ikke repareres i meget varmt eller vådt vejr.
Vær meget omhyggelig med korrekt vandmængde, ellers risikerer du farveforskelle.
Forvand muren med haveslangen eller med en kalkkost. Overfladen skal være fugtig, men må ikke drive af vand!
Anbring en passende mængde blandet mørtel på pudsebrættet, hold det mod muren lige under fugen og tryk mørtlen godt på plads med en fugeske, der passer til fugens størrelse. Fjern overskydende mørtel med det samme.
Når fugen er ved at være helt tør efter nogle timer, renses overfladen med en stiv, tør kost. Før kosten i diagonale bevægelser, så du ikke ødelægger fugen. Hvis der stadig er et slør af mørtel på stenene, kan du eventuelt afsyre reparationen med en del koncentreret saltsyre og tyve dele vand. Brug kosten i diagonale bevægelser og skyl efter med vandslangen.
OBS: Vær opmærksom på, at ikke alle sten tåler en afsyring. Derfor anbefaler vi at opmure så rent, at afsyring helt undgås.
Skal du vande en ny mur af tegl, før du afsyrer?
Tidligere lød reglen, at man vandede og brugte en saltsyreblanding 1:10 - i dag anbefales en svagere syre, 1:20, men uden at muren vandes.
Underlaget skal være rent og tørt, inden du pudser. Der må ikke være alger eller overfladebehandling i form af f.eks. maling eller kalk. Forvand overfladen til den fremstår ensartet, vandmættet og svagtsugende.
En korrekt udført pudsning består altid af minimum to - ofte tre lag.
Første lag kaldes udkast, og kastes på med murerskeen i et lag på cirka 3 mm. Dette lag skal tørre til næste dag.
Den følgende dag trækkes selve pudslaget på med et stålbræt; nedefra og opefter.
Når pudslaget er så tørt, at du forsigtigt kan trykke en finger ind i pudslaget, uden at det efterlader et mærke, er overfalden tør nok til, at du kan glatte den med et pudsebræt, som føres i cirkelbevægelser.
Hvis der ønskes en meget glat overflade, kan du afslutte med finpuds som det sidste pudslag. Finpuds påføres med et stålbræt i en lagtykkelse på 1-2 mm og filtses sammen med filtsebræt til en jævn og ensartet overflade.
Overfladen skal være ren og tør uden alger, maling eller kalk. Sugende overflader forvandes til de er ensartede og vandmættede.
Læg en passende mængde mørtel på et stålbræt. Hold stålbrættet fast ind mod væggen, begynd nedefra og træk det skråtstillede stålbræt opad. Lagtykkelse maksimum 3 mm.
Når overfladen er så hård, at du ikke kan lave mærker med fingrene, afsluttes vandskuringen med et filtsebræt, der fugtes ganske lidt med vand og føres i cirkelbevægelser, indtil overfladen er glat og ensartet.
Gør reparationsstedet fugtigt med en kost dyppet i rent vand og tryk mørtlen fast med en (lille) murerske. Fyld hullet fra midten og ud mod kanterne.
Når overfladen er tør, og du ikke kan lave fingermærker, trykkes mørtlen fast og rettes af med et pudsebræt. Brug også her cirkelbevægelser og fjern så meget mørtel, at der ikke er kanter eller grater mellem reparationen og den tilstødende overflade.
