PRODUKTER

Viser af produkter SE ALLE

ARTIKLER

Viser af artikler SE ALLE

LOKALSIDER

Viser af lokalsider SE ALLE
0

Hvad er de bedste materialer at lave en træterrasse af?

Drømmer du om at bygge en træterrasse, får du her en række gode råd, der hjælper dig videre med projektet.

Terrasse med havemøbler - XL-BYG

Læsetid: 5-6 min.

Hvilken træsort skal jeg vælge til terrassen?

  • Skal jeg vælge en eksotisk træsort til min terrasse, eller kan jeg nøjes med en traditionel dansk?
  • Skal jeg bruge trykimprægneret træ, eller er det bedre at vælge ubehandlet træ?
  • Hvor lang holdbarhed har de forskellige træsorter?
  • Skal jeg vælge skruer eller søm til at sætte terrassebrædderne fast med?

Det er sikkert nogle af de spørgsmål, du har, hvis du overvejer at bygge din egen terrasse.

Materialer til din træterrasse

Her er nedenfor en gennemgang af nogle af de vigtigste materialer, du skal bruge, hvis du vil bygge en træterrasse. Det er ikke en komplet liste, men en god begyndelse.

Ukrudtsdug terrasse - XL-BYG

Ukrudtsdug

Hvis du vil undgå, at der vokser ukrudt op under terrassen, som til sidst begynder at vokse op mellem brædderne, er det en god idén at lægge en ukrudtsdug på jorden under terrassen. Dæk ukrudtsdugen med et tyndt lag sand, så den beskyttes mod vind og vand.

En god, universal ukrudtsdug (som fx Fibertex) forhindrer ukrudt i at vokse op, samtidig med at den tillader jorden at ånde og suge vand. Desuden forhindrer den, at jorden udvaskes, når der kommer en kraftig regnbyge. Endelig er det også værd at bemærke, at en god ukrudtsdug gør det sværere for myrer at kravle fra jorden op på terrassen.

Hvis du dækker ukrudtsdugen til med jord, sten eller fliser, har den en nærmest ubegrænset levetid, og du behøver ikke spekulere på at skulle udskifte den.

Det giver altså rigtig god mening at tage sig tid til at lægge en ukrudtsdug under det øverste jordlag, der kommer til at ligge under den nye terrasse.

Terrasse af træ - XL-BYG

Træ til en træterrasse

Der er stor forskel på de forskellige trætypers holdbarhed. Det gør derfor også virkelig en forskel, om man vælger at investere lidt ekstra og bygge sin terrasse af kvalitetsmaterialer.

Først og fremmest bør du vælge kernetræ, når du vælger træ til din terrasse. Kernetræ er det træ, som kommer fra den midterste del af træstammen. Denne del af træet er meget stærkere end den del, der kommer fra den yderste del af træet (splintved). Det betyder, at du vil øge terrassens holdbarhed ved at vælge kernetræ.

Dernæst skal du overveje, om du vil vælge hårdttræ eller blødere træsorter. Hvis du fx vælger at lade terrassebrædderne være af hårdttræ, forbedrer det holdbarheden, fordi overfladen ikke nær så hurtigt får trykmærker. Det hårde træ tåler nemlig bedre tryk og slag fra sko og havemøbler end de blødere træsorter.

Træsorter til terrassen

Når det gælder, hvilke træsorter man skal vælge, kan man let blive forvirret. Der er et væld af udbud på markedet, og det kan være svært at overskue, hvilke fordele og ulemper der er ved de forskellige sorter.

Her er en oversigt over nogle af de mest anvendte træsorter til terrasser:

Eksotiske træsorter
  • Ipén
  • Jatoba
  • Mahogni
  • Sibirisk Lærk
  • Teak
Danske træsorter
  • Egetræ
  • Fyr
  • Gran
  • Lærk
Andre træsorter
  • Robinie ("Falsk Akacie")
Plastiktræ
  • Komposit
Terrasse af træ - XL-BYG
Eksotiske vs. nordiske træsorter

Mange fortrækker de eksotiske træsorter pga. deres flotte, varme farver. Du skal dog være opmærksom på, at disse farver efterhånden vil ændre sig og blive grålige, hvis ikke træet bliver efterbehandlet. Men uanset hvad har mange af de eksotiske træsorter flotte farver. Nogle af de traditionelle nordiske træsorter har dog også farver, som kan matche de eksotiske. Vælger man fx brunimprægneret fyr, som man efterfølgende olierer, kan man give terrassen et udseende, som til forveksling ligner de eksotiske træsorters.

Generelt har de eksotiske træsorter en længere holdbarhed end de danske træsorter.

Træsorter som lærk og eg har dog en forholdsvis lang holdbarhed. Hvis egetræ er uden direkte jordkontakt, har det en holdbarhed på op til 50 år. Er egetræ derimod i kontakt med jorden, halveres denne periode godt og vel. Men hvis man er villig til at betale lidt mere, får man altså med egetræ en træsort, som har en særdeles lang levetid.

En anden træsort, som også har en lang holdbarhed er Robinie, som i nogle tilfælde kan erstatte trykimprægneret træ.

Terrasse af kompositbrædder - XL-BYG
Komposit træ

Et forholdsvis nyt og populært alternativ til tradionelle træbrædder er kompositbrædder. Komposit består af en blanding af træ (60 pct.), genbrugsplast (30 pct.), bindemiddel (10 pct.) og farvestof.

Der er flere fordele ved kompositbrædder:

  • De har en lang holdbarhed.
  • De ligner ægte træ
  • De er stort set splintfri, så man lettere undgår splinter i fødderne.
  • De skal ikke efterbehandles.
  • De kræver meget lidt vedligeholdelse.
  • De er modstandsdygtige over for insektangreb.
  • De er fri for gift - i modsætning til trykimprægnerede brædder.
  • De er miljøvenlige.

Men der er også nogle få ulemper ved kompositbrædder:

  • De skal med jævne mellemrum rengøres for eventuelle alger, mug og skimmelsvamp med en kost og lidt vand. De tåler ikke højtryksrenser.
  • Kompositbrædder kan med tiden ændre farve og falme.
  • De udvider sig og trækker sig sammen med tiden. Det bør du beregne plads til, når du lægger brædderne.
  • De kan blive ret varme, når solen bager direkte på dem.
  • De er mere udsatte for ridser og mærker end brædder af hårdttræ.

Der er kort sagt både fordele og ulemper ved at bruge kompositbrædder. Men for mange opvejer fordelene ulemperne. Terrassebrædder af komposittræ er langt lettere at montere flot, hvis du anvender specialfremstillet tilbehør til kompositbrædder.

Terrasse af kompositbrædder og liggestol - XL-BYG

Terrassebræddernes overflade

Mange kan godt lide det udseende, terrassen får, hvis terrassebrædderne har en profileret overflade - fx med riller. En ekstra fordel ved en profileret overflade er, at den også gør terrassen mere skridsikker.

Rengøring af terrassebrædderne

Ulempen ved at anvende profilerede terrassebrædder er, at terrassen bliver vanskeligere at rengøre. Det problem kan du imidlertid løse ved at bruge en stiv kost, som kan komme ordentlig ned i rillerne og fjerne alt skidt og snavs.

Hvis du vil gøre det lettere at vedligeholde din terrasse, skal du vælge helt glatte terrassebrædder. Så kan du nemlig let fjerne blade og skidt med en blød kost. Ulempen ved glatte brædder er, at de let bliver glatte om vinteren og i fugtigt vejr.

Terrassens stolper

Vælg trykimprægneret træ til de stolper, terrassen skal stå på. Årsagen er, at stolperne er den del af terrassen, som er i tættest kontakt med jorden. Derfor er stolperne normalt også den mest udsatte del af trækonstruktionen. Og trykimprægneret træ er mere modstandsdygtig over for denne påvirkning end ubehandlet træ.

Køb helst kun trykimprægneret træ, som er NTR-mærket. Dette mærke viser, at træet er imprægneret, så det overholder Nordisk Træbeskyttelses Råds regler og er godkendt af Miljøstyrelsen. I modsætning til meget andet trykimprægneret træ er NTR-mærket træ imprægneret dybt ind i træet og ikke blot i overfladen. Desuden er de imprægneringsmidler, der er brugt i NTR-mærket træ ikke skadelige, sådan som det desværre er tilfældet i en del af det trykimprægnerede træ, man ellers kan købe. Man anvender fx ikke krom og arsen under imprægneringen af NTR-mærket træ. Vælger du at købe NTR-mærket træ, får du altså både den bedste kvalitet og det mest miljøvenlige træ, når du køber trykimprægneret træ.

NTR-mærket træ til forskellige anvendelser

NTR-mærket træ er inddelt i fire klasser:

  • AB - til træ, der ikke skal være i jordkontakt
  • A - til træ, der skal være i kontakt med jord og ferskvand
  • M - til træ, der skal være i kontakt med saltvand
  • Gran - til hegn og facader

De forskellige klasser egner sig til forskellige omgivelser og påvirkninger. Som det ses ovenfor, er fx NTR-mærket træ i klasse A specielt beregnet på at kunne klare jordkontakt. Og det er selvfølgelig relevant, hvis du vil grave stolperne til trækonstruktionen direkte ned i jorden.

Stolpefødder til stabile stolper

Når det er sagt, er det dog i de fleste tilfælde en god idén at montere stolperne i stolpefødder, som støbes ned i underlaget. Derved står stolperne både solidt og fri af jorden.

Undgå trykimprægneret træ i haveområder

Hvis du har en køkkenhave, er det vigtigt, at du ikke anvender almindelig trykimprægneret træ tæt op ad denne. Det trykimprægnerede træ kan afgive giftstoffer i mange år fremover, og i værste fald kan afgrøderne i køkkenhaven bliver forurenede.

Hævet terrasse - XL-BYG
Varmebehandlet træ

Som et alternativ kan du også vælge varmebehandlet træ. Varmebehandlet træ har ligesom trykimprægneret træ en lang holdbarhed, så det er modstandsdygtigt over for fugt, svamp og råd.

Varmebehandlet træ er noget dyrere end trykimprægneret træ, men hvis du vil skåne det omgivende miljø, kan denne ekstra investering være godt givet ud. Varmebehandlet træ er nemlig overhovedet ikke behandlet med kemiske midler. Så hvis du vælger varmebehandlet træ, er det fx lige meget, om terrassen ligger klods op ad en køkkenhave. Træet vil ikke sprede giftstoffer til urtehaven, hvis det blot er varmebehandlet.

Terrassens farve

Mange vælger at male deres terrasse, så den får lige netop den farve, de synes passer bedst ind i omgivelserne. En sortmalet terrasse kan fx være flot. Mange glemmer bare, at sort tiltrækker varme, og at terrassen derfor kan blive så varm om sommeren, at den nærmest bliver uudholdelig at gå på med bare tæer.

Husk at grundmale, førend du maler terrassen. Hvis ikke du grunder, førend du går i gang med malerarbejdet, får malingen en meget dårligere holdbarhed, fordi fugt vil trænge direkte ind i træet, hvis malingen bliver slidt af. Så det er altså godt givet ud at huske grundmalingen.

Skruer til terrasser - XL-BYG

Søm eller skruer

Generelt anbefaler vi, at man bruger skruer (se terrasseskruer) til terrassen:

  • Skruer sidder som regel bedre fast og holder materialerne bedre sammen i længere tid.
  • Skruer kan skrues af igen, hvis man fx vil afmontere og udskifte et terrassebræt.
  • Søm har nogle gange en tendens til at "gå op" ad sømhullet og stikke op af terrassebrædderne, så man kan stikke sig på dem, hvis man går med bare fødder.

Der er altså flere ting, der taler for at vælge skruer til terrassen.

Brug rustfrie skruer

Det er i øvrigt altid en god idén at bruge rustfrie skruer til din terrasse. Hvis du bruger varmgalvaniserede skruer, risikerer du, at skruerne vil ruste i løbet af kort tid. Ikke alene ser rustne skruer ikke så pæne ud, men de kan også smitte af på træet og er vanskeligere at skrue løs igen, hvis man fx vil udskifte et terrassebræt. Så husk at bruge rustfrie skruer.

Dette er nogle af de materialer, der er vigtige, hvis man vil bygge en god og langtidsholdbar terrasse.

Rigtig god fornøjelse med dit terrasseprojekt!

Var artiklen god?

0
0

Del artiklen

Relaterede produkter

Produkter:  0-9 a b c d e f g h i j k l m n o p q r s t u v w x y z æ ø å
XL-BYG Webshop ApS
Holmstrupgårdvej 20, 8220 Brabrand
CVRnr.: 36452943 | Tel.: +45 70264219 | Email: websupport@xl-byg.dk
Telefontid: Man. - fre. kl. 9.00-15.00
XL-BYG a.m.b.a. (Kædekontor)
Holmstrupgårdvej 20, 8220 Brabrand
CVRnr.: 26864100 | Tel.: Find XL-BYG | Email: info@xl-byg.dk
Åbningstider: Man.- tors. kl. 8.00-16.00 | Fre. 8.00-15.30
Luk
Luk