Beskyt træet – valg af træbeskyttelse
Når først træet er fældet, og barken er fjernet, ophører træets modstandskraft. Derfor skal det beskyttes mod råd og svamp, vind og vejr, så det kan holde sig pænere – længere.
Det er ikke nok at give træværket en gang maling, hvis det skal holde sig sundt over mange år. Maling uden beskyttelse er lige så overfladisk som sminke, mens behandling med træbeskyttelse giver træet noget af den modstandskraft tilbage, som det havde ude i skoven.
Hvornår skal træet behandles?
På gammelt træværk er der flere kendetegn at gå efter, når du skal checke, om træet trænger til ny behandling. Træet kan være angrebet af alger, der som små planter sætter og breder sig – oftest på træværk, der står fugtigt og skyggefuldt. Fjernes algerne ikke, kan der udvikles svamp.
Træværket kan også være overgroet med mos og lav, og sidst men ikke mindst kan træet være slidt af vind og ultraviolette stråler. Nyindkøbt træ kan være vådt efter trykimprægnering og skal være helt tørt, før du går i gang. Det er oftest nemmest at vente med at behandle træet, til du har "bygget”.
Vand- eller terpentinbaseret træbeskyttelse?
Træbeskyttelse er et tørt stof, der kræver væske for at binde og trænge ind i træværket. Derfor er træbeskyttelsen blandet op med enten vand (akryl) eller terpentin (alkyd), der fungerer som "transportmiddel" ved at fugte og fragte beskyttelsen ind i træet. De vandige træbeskyttelser kan være baseret på både akryl og alkyd, mens beskyttelse baseret på terpentin altid er alkydbaseret.
Træbeskyttelse baseret på vand er mindst lige så god og holdbar som beskyttelse baseret på terpentin, men forskellen er, at den vandbaserede er mere miljøvenlig. Den lugter ikke og værktøjet kan rengøres under vandhanen. Træbeskyttelse baseret på terpentin kan tørre ved næsten alle temperaturforhold over frysepunktet, mens den vandbaserede er længere om at tørre i fugtigt vejr og kræver mere varme.
Beskyt med farver
Du kan i dag få træbeskyttelse i mere end 2000 nuancer, og du kan uden problemer skifte fra den ene farve til den anden. Hvis du vil have farve på træværket, skal du bruge Pinotex eller Gori. Skal træet stå "naturligt", vælger du en laserende (gennemsigtig) træbeskyttelse.
Før du går i gang
Så skal du sørge for, at overfladen er helt ren og fedtfri, ellers binder beskyttelsen ikke.
Gå grundigt til værks
Jo grundigere du går til værks, desto bedre bliver det færdige resultat. Graden af grundighed afhænger selvfølgelig af træets stand, men er det et ældre træværk, der skal behandles, skal du igennem følgende arbejdsgange:
- afrensning og grundrengøring
- grunding
- overfladebehandling
Er træet helt nyt, børstes støv og snavs væk. Knaster og eventuelt harpiks skrabes af og renses med cellulosefortynder. Slib eventuelle ujævnheder og tør af. Er træet gammelt, starter du med at fjerne diverse "begroninger" med egnede midler.
Sådan gør du
Uanset om træet er slidt eller helt nyt, skal du starte med at grunde, fordi det får træbeskyttelsen til at "sidde bedre fast". Nyt og gammelt træværk grundes til det er mættet og ikke suger mere. Herefter kan du begynde at overfladebehandle med det produkt, der fremhæver eller "dækker" træet alt efter ønske. Fælles for de forskellige produkter er, at de er meget vandafvisende og derfor giver træværket den bedste beskyttelse.
Hvordan vedligeholdes forbehandlet træ?
Hvis træet er vakuumimprægneret, er det allerede fra fabrikkens hånd beskyttet mod skimmel og træødelæggende svampe. For at undgå at træet får en grå overflade, skal du overfladebeskytte, når træet er tørt.
Hvis træet er trykimprægneret er det på forhånd dybdebeskyttet. Men træet kræver alligevel overfladebehandling, hvis du vil undgå store sprækker og nedbrydning af træets overflade.
Brug samme fremgangsmåde som behandling af nyt træ. Hvis træet har været oliemalet, bør du starte med at fjerne al fastsiddende maling – det vil sige, at træet skal slibes helt i bund. Vask efter med grundrengøring og skyl til sidst med rent vand, (brug aldrig natronlud eller kausisk soda, hvis du vil efterbehandle med træbeskyttelse).
Tips
En laserende (gennemsigtig) eller halvdækkende træbeskyttelse kommer til at virke mørkere i nuancen for hver gang du lægger et nyt lag på. Vil du mindske dette, bør du ved genbehandling blande den ønskede nuance med en farveløs i forholdet 1:1.