Plastmo tagrendesystem
Et effektivt fungerende tagrende system bortleder regnvandet, så vand og fugtskader på huset undgås. Check derfor dine tagrender. Er de tærede, utætte eller bulede, er det en god idé at udskifte dem med f.eks. det vedligeholdesesfri Plastmo tagrendesystem, der hverken nedbrydes af luft- forurening eller havgus, og som modstår is- og snepåvirkninger.
Før du går i gang
Start med at fjerne gamle blade, grene og andet skidt fra tagrenden. Se efter revner og huller. Kontroller nedløbsrørene for utætheder og buler, og husk også at rense afløbsbrønden i jorden. Måske trænger det hele til udskiftning – måske blot dele af det. Notér omhyggeligt hvad og hvor meget, der skal udskiftes.
Det skal du bruge:
Plastmos store standardprogram omfatter tre størrelser og fire farver. Der er specialformstykker, der kan imødekomme alle tænkelige løsninger, Det er derfor din egen analyse af problemet og evt. en snak med forhandleren, der afgør, hvad du har brug for. Du kan også få en specialbrochure, der viser de forskellige muligheder.
Guide
1. Eksisterende rendejern. Først afmonteres de gamle render. Derefter udspændes en snor i rendejernenes forkant. Opret herefter rendejernene, så de får den oprindelige facon. Forfjedrene klippes af plant med overkanten af rendejernet, og forkrogen trykkes ned over rendejernet.
2. Endebunden påføres lim i en ca. 5 mm bred stribe. Montér straks endebunden.
3. Endebunden hægtes på bagkanten af tagrenden og drejes op i tagrendens vulst.
4. Med en firkantet sav eller nedstryger saves to skråsnit mod hinanden. Slib (afret) de skarpe kanter.
5. 10 mm inde fra hver kant af tudstykket lægges en 5 mm bred stribe lim. Mellem disse lægges to striber lim på hver side af hullet. Montér straks tudstykket.
6. Tudstykket hægtes straks på bagkanten af tagrenden og drejes op i rendens vulst.
7. Samlestykker. Plastrender bevæger sig ved temperaturpåvirkninger. Derfor skal tagrenden kunne bevæge sig i rendejernene. Tagrendelængderne tilpasses, så der er min. 90 mm til nærmeste rendejern.
8. Når to tagrender skal samles, stødes de helt sammen. Samlestykket påføres fire striber lim i 5 mm bredde. De yderste striber lægges ca. 10 mm fra kanterne.
9. Samlestykket hægtes straks på bagkanten af tagrenden og drejes op i rendens vulst.
10. Nedløbsrør. Mellem to bøjninger skal der altid være et stykke rør, min. 60 mm langt. Montér bøjningerne, så der bliver medløb. Ved udhæng (over 600 mm) limes øverste bøjning på tudstykket.
11. Plastrørholder. Den øverste sokkel monteres lige under bøjningerne på nedløbsrøret. Den øverste rørring monteres, så den spænder omkring røret. Den nederste rørring monteres, så den ikke spænder omkring røret. Se iøvrigt monteringsvejledningen, der følger med pakningen.
12. Nedførsel med brøndkrave. Nedløbsrøret føres 100 mm ned i nedførslen, der herefter monteres i brøndkraven.