Opsætning af tapet og stuk
Før du går i gang med stuk anbefales det, at opsætte lister og rosetter inden der males eller tapetseres. Loft og vægge bør have en god fast og tør overflade. Fladerne skal være rene for støv, kalk eller andet løstsiddende materiale. Det er muligt at opsætte lister direkte på en tapetseret væg.
Før du kan tapetsere skal væggene være hele, rene, glatte og tørre:
- Tapetserede vægge: Fjern søm, skruer og løstsiddende tapet. Slib overgange og samlinger.
- Oliemalede vægge: Må ikke fremstå blanke. Slibes eller ætses med en salmiakopløsning i forholdet 1:5. Derefter forlimes.
- Pudsede vægge og betonvægge: Spartles og forlimes. Opsæt eventuelt grundpapir.
- Gasbeton vægge: Spartles og/eller forlimes. Samlinger forlimes og armeringsvæv opsættes. Opsæt eventuelt grundpapir.
- Gipsonit vægge: Sømhuller og samlinger spartles. Armeringsvæv opsættes i samlinger. Opsæt eventuelt grundpapir.
- Spånplade vægge: Hvis de er helt nye, skal der forlimes. Sømhuller og samlinger spartles. Armeringsvæv opsættes i samlinger. Opsæt eventuelt grundpapir.
OBS. Grundpapir må ikke overlappe, samlingerne skal gabe 0,5 - 1 mm. Forlimning bør foretages med knust lim eller fortyndet tapetklister (dog ikke stivelsesklister).
Trin-for-trin rådgivningsguide
Download XL-BYG folderen "Opsætning af tapet og stuk" eller hent den i byggecenteret. I denne finder du generel vejledning om hvad du skal bruge af materialer og trin-for-trin instruktion.