Hemmelig hule - forbudt for voksne

En hemmelig hule højt hævet over de voksnes nysgerrige blikke. Herligt. Hulen er inden for rækkevidde, også for alle de unger, der ikke er så heldige at bo i en have med "huletræer".

Når hulen er kommet på benene

Så er det kun fantasien, der sætter grænser for udsmykning på tag og gavl. Du kan også supplere med rebstige og et forhæng af markisestof – eller måske af Fibertex.

Det skal du bruge

  • færdigblandet beton
  • 4 stk. 100 x 100 mm fuldkantet fyr à 3,4 m
  • 2 stk. 50 x 100 mm bjælke à 1,90 m
  • 1 stk. 50 x 100 mm bjælke à 2,50 m
  • sømbeslag
  • 17 stk. 22 x 85 mm høvlede og pløjede brædder à 1,85 m
  • 35 stk. 19 x 100 mm forskallingsbrædder à 4,00 m
  • træbeskyttelse, søm, 2 lægter

Guide


1. Start med de to bukke, der laves af 100 x 100 mm bjælker. Skær dem skråt til foroven og saml med to sømplader. 150 cm oppe af hvert ben gøres A'ets tværstreng fast med den vandrette bjælke på 50 x 100 mm (længde 1,85 m). Skru bjælken fast i hver side og skær de overskydende trekanter af, så enderne flugter A'ets skrå sider. Rejs bukkene (de vandrette bjælker skal vende indad) og afstiv midlertidigt med et kryds af lægter.

2. Læg en 50 x 100 mm bjælke (2,35 m) ind på skrå som støtte for gulvet. Skær den skråt af i enderne og søm den på de to vandrette bjælker. Grav herefter huller til benene, placer dem og fyld op med beton. De færdigstøbte fundamenter skal være ca. 10 cm under jordoverfladen. Lad betonen hærde, inden du arbejder videre.

3. Læg gulvet med 22 x 85 mm brædder på 1,80 m. Sav dem til efter kanten. Beklæd den bageste gavl med 19 x 100 mm forskallingsbrædder, sav dem af i hver ende efter bukkens skrå sider. Læg dem i klink (se fig. 3). Søm tre-fire brædder nederst på den forreste gavl til indgangen. Alt efter hvor stor indgangen skal være, sømmes syv-otte brædder fast foroven.

4. Beklæd tagfladerne med 19 x 100 mm forskallingsbrædder, der også lægges i klink. Slå to søm i hver ende af hvert bræt, så konstruktionen bliver stabil. Først når den ene tagflade er slået på, fjernes afstivningen. Vær omhyggelig med brædderne i toppen. Beskyt evt. med tagpap. Herefter skal hulen træbeskyttes.

Giv et gavekort til XL-BYG - klik her