Græsplænen
Jorden skal ikke bare være jævn i det øverste lag muldjord, men også i laget nedenunder – i råjorden. Hvis jorden er lerholdig, bør du blande den med grus, der fræses ned under muldlaget. Bagefter skal jorden rives, så gamle knolde, rødder og sten fjernes. Endelig kan du tromle jorden let eller gå hen over arealet med små skridt, så du fjerner luftlommer og bløde pletter.
Sådan gør du
Der findes mange typer græsblandinger i flere prislag og med forskellige egenskaber. Når du har valgt en blanding, der passer til dine behov, og gødet arealet, er du klar til såning. Du kan så græsset med hånden. Det gøres bedst ved at dele græsfrøene i fire bunker, som fordeles jævnt over plænen fra fire sider. Når frøene er sået, rives plænen eller tromles let. Det bedste tidspunkt at så er fra midten af august til midten af september. Du kan også så om foråret, bare du er opmærksom på tørkeperioder.
Vedligeholdelse af plænen
En nysået græsplæne skal først slås, når græsset er mellem fire og seks cm højt. Kun de øverste par cm bør fjernes. Når græsset er vel etableret, er normal klippehøjde godt tre cm, lidt mere om sommeren. Den pæneste klipning fås ved slåning i tørvejr. Især om foråret vil en rivning fremme væksten, Om efteråret skal du sørge for at rive våde blade sammen, hvis de dækker plænen, for at undgå rådne pletter. Sidste slåning: Starten af november. Lad græsset stå ca. 5 cm langt, så står græsset grønt til næste forår.
Gødskning
Brug en gødningstype, der sikrer en rolig og afbalanceret vækst. Bruger du almindelig NPK gødning, gror græssets top utroligt hurtigt, og rodnettet kan ikke følge med. I tørkeperioder giver det svedne græsplæner. Plænegødning er udviklet specielt, så der sikres balance i væksten mellem græssets top og rodnet.
Mos i plænen
Mos er et typisk tegn på, at plænen enten har for meget skygge, er fugtig eller at jorden mangler kalk. Mos kan bekæmpes med mosmidler. Brug af dette sammen med en plænelufter kan give græsset gode vækstbetingelser. Plænelufteren fjerner mosset og løsner jorden så græssets rødder får ekstra luft – og græsset bedre vækstbetingelser.
Ukrudt
Selvom der spirer ukrudt frem i en nysået plæne, er der ingen grund til at miste modet. De fleste ukrudtarter kan ikke tåle klipning, så de forsvinder af sig selv. Enkelte er dog genstridige og vokser under plæneklipperens knive. De kan luges væk med håndkraft.
Tips
- Det er bedre at vande plænen få gange, men til gengæld vande i dybden. Få mm vand gør mere skade end gavn
- Vil du have en slidstærk plæne, hvor børn og dyr kan tumle rundt, skal du bruge en robust frøsort